“Man får, hvad man betaler for, men man betaler ikke for noget, man ikke får.”

Vi er et lille og meget passioneret kabelfirma, som efter mange år med seriøs DIY har valgt at tilbyde vores produkter til et bredere publikum. Generelt kan man vel sige, at en livslang passion for lyd og kabler har skabt Dogma Cables. De første kabler blev lavet i 2009 og 2010, hvor priserne for high end-kabler steg til urealistiske højder. Igennem årene er kablerne blevet forfinet til de produkter, vi laver i dag.

Opskriften er ret simpel. Rent udglødet finsølv i bomuldsstrømper, som er gennemvædet i en blanding af linolie og voks og derefter tørret i den tid, der skal til for at skabe den leder, vi bruger i vores kabler. Vi undgår så vidt muligt brugen af krympeflex og plastik og håndlaver alt fra den rå leder til færdigt kabel.

Vi er meget perfektionistiske og bruger i gennemsnit mere end 5 timer pr. kabel.

Navnet Dogma Cables er valgt, fordi vi arbejder ud fra følgende faste regler:

  1. Vær ærlig og fortæl ingen historier fra de varme lande.
  2. Læg aldrig kunden ord i munden om, hvad man skal forvente at høre eller opleve.
  3. Lav alle kabler selv fra bunden.
  4. Sæt en rimelig pris baseret på materialepriser og produktionstid.

I en audioverden fuld af fantaster og supersælgere har vi valgt en mere pragmatisk tilgang, som vi mener er mere kundevenlig. Generelt skal produkterne præsentere sig selv, og derfor vil vi aldrig diktere eller fortælle vores kunder, hvad de skal forvente at opleve eller høre. Vi kommer aldrig til at bruge fantasifulde og ublu førpriser, da vi simpelt beregner vores priser ud fra produktionstid og materialevalg.

Vi har ikke en webshop og bruger ikke penge på markedsføring, der blot presser prisen op. Vi pakker og sælger derfor heller ikke vores produkter i fine forgyldte æsker.

Vi sælger kabler, ikke drømme.

Teamet

Hans, nørden i værkstedet

Jeg er PTSD-ramt veteran og har en del udfordringer heraf. Jeg kan blandt andet have svært ved at begå mig i større sociale sammenhænge og har dage, hvor jeg ikke har så meget energi. Men jeg finder indre ro og glæde ved at sidde og håndlave disse kabler. Jeg er meget perfektionistisk anlagt og sætter en ære i at prioritere mine kunders ønsker og behov, så forvent til tider en lidt længere leveringstid.

Lars, manden på tasterne

I baggrunden har vi Lars, som sidder med regnskab og alt det bagvedliggende. Han er manden, som får hjulene til at dreje rundt.

Dan, den selvlærte udvikler

Dan har bygget hjemmesiden og holder den digitale del af Dogma kørende. Han er selv PTSD-ramt veteran med tre udsendelser til Afghanistan bag sig og deler dermed baggrund med Hans. Det digitale håndværk har han lært sig selv fra bunden, og han holder det enkelt og ærligt, ligesom resten af Dogma.